Betyder det, at FIT ikke virker?

11/18/2018

Siden 7. november, hvor VIVE offentliggjorde deres rapport om effekten af FIT i et bostøtteprojekt i Københavns kommune, er min indbakke i tiltagende grad blevet fyldt med mails, hvor medarbejdere og ledere spørger til, hvordan de skal forstå undersøgelsen.

Jeg synes først og fremmest, at det er positivt og spændende, at debatten om systematisk klient-feedback bliver sat så tydeligt på dagsordenen i Danmark. Vi har brug for at debattere, være i dialog, lære af hinanden og af den forskning, som bliver lavet. Og selvom overskriften og den korte beskrivelse af studiet godt kan virke demotiverende for alle dem, som lige nu arbejder med FIT, og alle dem som overvejer, om de skal implementere FIT i fremtiden, så afslører studiet en masse spændende nuancer, som faktisk peger på, hvad der kan gøre brugen af FIT effektfuld på den enkelte organisation og på den enkelte arbejdsplads.

Hvad viser VIVEs rapport?

VIVE kommer med flere interessante konklusioner i deres rapport, blandt andet:

Deres systematiske gennemgang af forskningen bag FIT (ORS og SRS) viser ingen positiv effekt ved at bruge FIT.

De sidste år har adskillige reviews og meta-analyser bekræftet dette (bla. de to Cochrane Reviews af Kendrick et al. 2016 og Bergman et al, 2018). Senest har den danske psykolog, Ole Karkov Østergård lavet en meta-analyse af ORS og SRS, og konkluderer her at effekten af FIT (ORS og SRS) ser ud til at være lille (ES= 0.27). Der er ikke nogen tvivl om, at forskningen i systematisk klientfeedback (særligt på det sociale område) stadig er i sin spæde begyndelse, og vi har brug for meget mere forskning.

For mig er disse resultater ikke så overraskende. For det giver ingen mening at tro, at målinger via 2 enkle skemaer gør så stor en forskel på effekten af vores arbejde. Det ville svare til at tro, at jeg bliver hurtigere til at løbe 100 meter løb, fordi jeg begynder at bruge stopur, eller at mit hjerte bliver sundere, fordi jeg får målt min EKG.

Det giver ikke rigtig mening – vi ved alle, at der skal noget mere til, hvis vi vil blive bedre. Du kan se keynote fra ACE konferencen, hvor jeg taler om netop dette emne sammen med min kollega og coach, Ulrik Elholm. Du kan også læse Scott Millers blog om samme tema.

Når man ser på de enkelte studier, som indgår i de forskellige reviews (inklusiv VIVEs review), så modtager de fagprofessionelle i studiet mellem 1 og 12 timers undervisning i FIT, og nogle modtager opfølgende supervision i løbet af projektperioden, som typisk strækker sig 1-2 år.

De organisationer, som har implementeret FIT i praksis ved, at der er brug for en struktureret, kontinuerlig og målrettet proces over 3-5 år, for at implementere FIT i praksis. Sagt med andre ord:

De fagprofessionelle har ikke implementeret FIT i praksis før studiet er afsluttet.

VIVE finder i deres rapport at FIT ikke havde effekt på bostøtteindsatsen i Københavns Kommune

Studiet i Københavns Kommune er spændende og vigtigt, men desværre lider det under de samme udfordringer, som de fleste studier i FIT:

Forskningsprojektet varer kun 16 måneder, og medarbejderne har blot 2 måneder i en afprøvningsfase, hvor de skal blive fortrolige med at arbejde med FIT. Det er med andre ord ikke en implementering af FIT(med det kulturskifte og den ændring af praksis, som det kan indebære) som bliver undersøgt. Det er en undersøgelse af, hvilken effekt det har, når medarbejderne administrerer ORS og SRS til deres borgere, uden at have implementeret FIT.

Hvad kan vi lære af VIVEs rapport?

VIVES resultater blev første gang præsenteret på den danske FIT konference i Odense d. 23/1-2018. Publikum blev allerede der forbavsede og desillusionerede af at høre om resultaterne. Men på samme konference holdt jeg et oplæg, som på mange måder kan hjælpe med at skabe mening i VIVEs resultater og pege på, hvad vi må lære af rapporten.

For at kunne få nytte af FIT (systematisk klientfeedback) kræver det en ændring af kulturen og traditionerne i vores behandlingssystemer og organisationer. Og sådanne ændringer tager tid, træning, sparring, planlægning og investering.

Et helt nyt studie fra Norge (Brattland et al., 2018), som forløb over en periode på 7 år, viser at effekten af FIT, steg i takt med at terapeuterne implementerede FIT. De første år gav FIT ikke rigtig effekt på behandlingen, men efter 4 år kan de se en stor effekt af FIT – klienter som blev behandlet af en behandler, som brugte FIT, havde 2,5 gange større sandsynlighed for at opleve bedring. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med hvad førende forskere indenfor implementering har peget på længe. Du kan se et interview med hovedforskeren, Heidi Brattland, her.

Den vigtigste læring fra VIVEs rapport

Måling i sig selv, giver ikke bedre effekt
Implementering tager tid, investering og grundig planlægning
Effekten af FIT viser sig først, når vi har implementeret en feedback-kultur i vores organisation.
Vi har brug for meget mere forskning, for helt at forstå, hvordan FIT kan hjælpe os til at levere bedre indsatser til de borgere, vi møder.

Erfaringerne fra de kommuner i Danmark, som bruger FIT i deres sociale indsatser, og har gjort det samme, som Heidi Brattland og hendes kolleger, er positive: Brugen af systematisk klientfeedback har understøttet en bevidst, målrettet faglig udvikling, som har ført til at de hjælper flere klienter i dag, end de gjorde tidligere!

Susanne

2 Comments

Diana Johansen

11/22/2018 02:04:16 pm

Vi deltog i SFI projektet med vores bostøttemedarbejdere og har gjort os de samme betragtninger. Vi er også af den overbevisning, at undersøgelsen ville se anderledes ud, hvis FIT havde været fuldt Implementeret.
På baggrund af vores deltagelse i projekter har vi gjort os følgende positive observationer:

Systematisk feedback fra borger gør en forskel i samarbejdet med borgerne.
Vi er hurtigere opmærksomme på, når noget skal ændres.
Vi har borgerens stemme med ved bordet i højre grad end tidligere.
Vi kender til deres feedback, fordi vi systematisk skaber et rum, hvor borgeren opfordres til at give feedback.
FIT som metode hjælper os med at stille skarpt på opgaven og vores borgerforløb bliver transparente. Transparens i borgerforløbene betyder, at vi alle kan bidrage til opgaven.
FIT minimere medarbejdernes risiko for frustrationer, når et forløb stagnerer, fordi vi alle via FIT kan bidrage med løsninger.
Vi er blevet bedre til at acceptere, at vi ikke altid er dem, som skal føre opgaven til ende, - men at der kan være andre muligheder.
Sparring på borgersager opleves mere faglige og mindre personligt. Det betyder også, at FIT har været med til at bane vejen for vores egen gode feedback kultur i personalegruppen.

Krav om at vi skal levere en rehabiliterende og recovery orienteret tilgang, kan vi ikke leve op til uden borgerens feedback.
Ovenstående betyder, at vi har valgt at fortsætte med FIT på trods af VIVE rapporten.

mvh Diana Johansen

Trine Ernø

12/30/2018 06:22:39 am

Kære Susanne – tak for dit indlæg

Som ansat i Socialforvaltningen i København, del af FIT-netværket og supervisor i projektet fra september 2015 har jeg været helt tæt på den praktiske del af processen i hele perioden, og har både set og mærket de massive udfordringer, der har været på alle niveauer, og som ikke er blevet håndteret med effekt eller i overensstemmelse med principperne for implementering af FIT.

Det har taget mig lidt tid at reagere, fordi rapporten for den dels vedkommende der handler om implementeringen ganske enkelt har givet mig åndenød, og jeg har haft brug for at sunde mig og få blodtrykket til at lægge sig.

Undersøgelsesresultat i sig selv kan ikke undre. Personligt havde jeg været betydelig mere overrasket, hvis der havde kunnet påvises en synlig effekt at FIT. - Eller måske rettere, havde man kunnet påvise en effekt, havde det efter min bedste vurdering ikke haft noget med FIT at gøre, alene af den grund at FIT ikke er anvendt som tiltænkt, hverken i omfang eller i indhold.

Nedenfor er nogle af mine betragtninger omkring problemstillinger.
• Selve strukturen på implementeringsdelen. Uvist af hvilke årsager har man valgt en konstruktion med 3 grupper (Projektgruppe, Koordinationsgruppe og Styregruppe), og ikke 1 gruppe som anvist i manual 6 for implementering af FIT. Eneste bindeled mellem praktikere/afdelingsledere og de besluttende ledelseslag var således 3 projektmedarbejdere fra staben uden ledelses- eller beslutningskompetence som var budbringere, - en konstruktion der forhindrede en direkte dialog mellem de forskellige niveauer i organisationen fra medarbejdere til besluttende instans.
• Mangel på viden, forståelse, engagement og opbakning fra ledelsen – gælder alle niveauer Afdelingslederne var reelt efterladt med ansvar for implementering af et koncept som de ikke vidste meget om, faktisk endnu mindre end medarbejderne, og som ikke var prioriteret i forhold til andre arbejdsopgaver og organisationskultur generelt, eller i forhold til organisationsudvikling i samme periode.
• Manglende forståelse af hvad det ville sige at være del af et forskningsprojekt, herunder viden og klarhed om fidelitetskrav i forhold til dataindsamling.
Der var, særligt i begyndelsen af perioden, en udtalt forståelse af at projektet gik ud på, at man som medarbejder vurderede, hvor det gav mening at anvende FIT og herefter afprøvede om det virkede, hvilket hverken har noget med FIT eller forskning at gøre.
Jeg kan undre mig over, hvordan man er nået frem til fidelitetsgraden, som er meget anderledes end det billede der udspillede sig på praksisniveau. Selv hvis det i forhold til antal forløb skulle være tilfældet var fideliteten i de enkelte forløb ganske svingende – ”nej jeg lavede ikke ORS for han havde det dårligt, hun var ked af det, der var ikke noget galt, jeg kunne se det gik godt, han har ikke indsigt i hvordan han har det, SRS giver ikke mening for han er bare fummelfingret, borgerne skal ikke vurdere min faglighed” etc.
• Data-delen.
Undervejs blev der forsøgt fastsat konkrete krav til anvendelsesgraden, bevægende sig fra ”hvor det giver mening” til ”80%” til ”50%” til noget ikke nærmere defineret og under alle omstændigheder helt forskelligt fra afdeling til afdeling. Udmeldingerne gav ekstra næring til den helt generelle uro, utryghed og mistro der herskede blandt mange medarbejdere i forhold til om data ville blive brugt til sanktionering, og reelt udgjorde kravet om at arbejde med FIT i de sammenhænge en betydelig belastning for arbejdsmiljøet.
• FIT-tankegangen
I en stor organisation præget af den enkelte medarbejders autonomi og private praksis er det at skulle arbejde i en fælles praksis inden for en given ramme en voldsom forandring, der stiller store krav til en proaktiv samstemt og nærværende ledelse, som går forrest i forandringsprocessen og viser det gode eksempel. Der savnes generelt transparens, og alene ideen om, at man allerede er i mål og har tankegangen integreret, forhindrer at man udfordrer sig selv, både som person og som organisation. Tillidsdagsorden som blev indført i 2013 er desværre ikke nået ud i organisationens hjørner og mærkes ikke i praksis.
Der peges i rapporten på Københavns kommunes erfaring med at implementere nye arbejdsgange i stor skala. Som medarbejder gennem 7 år vil jeg tilslutte mig, at man glad og gerne sætter skibe i søen, og man har generelt ingen skrupler i forhold til egen formåen. Om skibene når den anden bred og i hvilken for