Psykolog Susanne Bargmann ApS
Sociale Medier:
  • Forside
  • Blog
  • Undervisningskalender
  • Artikler, handouts, etc
  • Kontakt
  • CV
  • Referencer

Kan forskning være SÅ sjovt?

6/5/2017

0 Comments

 
Til september har du igen mulighed for at være med på vores kursus i Forskning og Formidling. Kurset retter sig imod psykologer på vej mod specialistuddannelse, men der er også plads til at et par forskningsinteresserede "ikke-psykologer" deltager.

Kurset afholdes af Vinther og Mosgaard kurser, og foregår i det Færøske Hus. Hele ugen får vi lov at boltre os i hele huset, hvilket giver mulighed for at lave en masse aktiviteter, som gør forståelse af forskning både relevant og sjov.
Picture
Kurset indeholder alt: Teori-undervisning, metodevejledning og undervisning i, hvordan du laver gode præsentationer. Samtidig er min medunderviser den dygtige og engagerende amerikanske psykolog Scott D. Miller, Ph.D., som er en af de førende indenfor forståelsen af psykoterapiforskning og forskning generelt. Hvis du ikke har oplevet Scott D. Miller før, så tjek denne video fra hans præsentation fra "Evolution of Psychotherapy", 2013
Hvis du vil deltage i kurset, skal du skynde dig! Der er et begrænset antal pladser. Information om tilmelding kan ses på vedhæftede flyer:
Picture
forskning_og_formidling_2017_flyer.pdf
File Size: 222 kb
File Type: pdf
Download File

På videoerne nedenfor kan du høre nogle af tilbagemeldingerne fra vores kursister. På forhåbentlig gensyn!

​Kh. Susanne
0 Comments

Det kan vel ikke være så svært ....

6/5/2017

2 Comments

 
Picture
For nogle uger siden talte jeg med en fagperson, som arbejder på en arbejdsplads, som er blevet interesseret i at implementere FIT. Ledelsen havde fortalt medarbejderne, at de bare skulle begynde at anvende ORS og SRS i alle samtaler, med alle borgere. Hverken ledelsen eller medarbejderne havde fået grundigere træning i at arbejde med FIT, men fordi skemaerne ser så enkle ud, havde de besluttet at "det kan vel ikke være så svært", og var gået i gang.

Fagpersonen, jeg talte med, delte sine bekymringer med mig. FIT var svært at få til at give mening i forhold til en konkret borger, som hun havde arbejdet med længe. Borgeren havde en anden kulturel og sproglig baggrund, og da hun tog FIT skemaerne frem, blev borgeren usikker og ønskede ikke at udfylde skemaerne. Fagpersonen var derfor optaget af, hvordan hun kunne gøre det muligt for borgeren at give feedback på en måde, som borgeren følte sig tryg ved. Men samtidig følte hun sig fanget mellem ledelsens tydelige besked "vi skal anvende FIT med alle borgere" og borgerens reaktion. Hendes spørgsmål var "kan man virkelig bare bruge FIT med alle borgere på den måde?".

Ovenstående beskrivelse er ikke enestående - den ligner beskrivelser jeg møder hver uge, når jeg forsøger at hjælpe organisationer med at implementere FIT. Fordi FIT er blevet en tilgang, som fremhæves positivt af fx. Socialstyrelsen, oplever jeg i stigende grad, at FIT implementeres på en måde, som helt glemmer visionen og hjertet i Feedback Informed Treatment. I stedet bliver fokus at "ORS og SRS skal udfyldes af alle borgere", men i processen forsvinder det, som er kernen i FIT: At vi ønsker at skabe en platform for en systematisk dialog med borgeren omkring hans/ hendes feedback. ORS og SRS er IKKE det vigtige i processen - det er drøftelsen af borgerens feedback!

Vi står lige nu overfor en spændende, men også kritisk tid, hvor interessen for FIT eksploderer, og risikoen er at FIT bliver brugt på måder, som ikke er overensstemmende med selve kernen i FIT. Der er en risiko for, at det store fokus på "brug ORS og SRS med alle klienter" fører til, at FIT anvendes mere som et administrativt værktøj til at måle effekt, frem for som et faktisk feedback-redskab, som hjælper os med at kvalificere den hjælp, vi tilbyder borgeren. Og der er en stor risiko for, at en række arbejdspladser "knækker halsen" i processen, og ender med at afskrive FIT som et brugbart redskab, fordi implementeringen ikke lykkes.

Det vigtigste, når man implementerer FIT, er netop at arbejde med feedback på alle niveauer, og arbejde med en struktureret implementeringsprocess, som giver mulighed for at anvende feedbacken til at sikre en implementering, der skaber feedback både mellem borger og den fagprofessionelle, i mellem de fagprofessionelle og mellem ledelse og medarbejdere. Kernen er netop at få feedback, som hjælper os med at tilrettelægge den bedst mulige hjælp til borgerne, og giver os mulighed for som professionelle at sikre den bedst mulige effekt af vores indsatser.

Dette er et centralt tema i den danske FIT Grundbog, som jeg udgav i starten af 2017. Her beskriver praktikere, ledere og forskere nuancer og refleksioner over anvendelse og implementering af FIT i en lang række kontekster. Bogen er et helt afgørende første skridt for organisationer, som ønsker at implementere FIT. Bogen kan købes her
Picture

På linie med samtalen med fagpersonen ovenfor, bliver jeg hver uge kontaktet af medarbejdere, ledere, udviklingskonsulenter, mv. fra arbejdspladser, som ønsker at implementere FIT. Årsagerne til interessen kan variere - nogle organisationer ser det som et "instrument til effektmåling", andre ser det som en "mulighed for at gøre borgerens stemme central i behandlingen". Fælles for de fleste mails er spørgsmålet:

Hvad koster det at implementere?

Mit svar er typisk: "Selvom det spørgsmål, du stiller, virker som det mest logiske spørgsmål, er det faktisk ikke det rigtige spørgsmål at stille". 

Hvis jeg skal give nogle råd videre til de arbejdspladser, som lige nu er optagede af at implementere FIT vil det være:

1. Start med at fokusere på HVORFOR i ønsker at implementere FIT?
  • Hvad vil det bidrage med af værdi til jeres organisation, som ikke findes lige nu?
  • Hvad vil det bidrage med af værdi til medarbejderne, som ikke findes lige nu?
  • Hvad vil det bidrage med af værdi til borgerne/ jeres klienter, som ikke findes lige nu?

2. Find en konsulent, som kan hjælpe med at strukturere og igangsætte implementeringsprocessen. Første skridt er at lave en implementeringsplan.

3. Vær indstillet på at det tager tid, at skabe en vellykket implementering af FIT. De fleste organisationer har behov for 4-7 år, for at nå fuld implementering af FIT. Der findes ingen genveje!

4. Deltag i et FIT Implementerings-kursus, hvor deltagerne får hjælpe til at arbejde med konkret implementeringsplan for deres egen organisation. Næste kursus er til august 2019 i Chicago, USA. Kurset gennemgår forskningsbaseret viden om implementering, og deltagerne kommer fra hele verden. Kom og bliv inspireret på dette kursus, som Scott Miller og jeg underviser sammen. Jeg lover at det bliver både sjovt, lærerigt og inspirerende. Samtidig har du en unik mulighed for at deltage i ICCE Training og Trainer og ICCE Deliberate Practice Intensive. Du kan finde træningerne her:

FIT Implementerings Træning

FIT Training of Trainers

ICCE Deliberate Practice Intensive


Mange hilsner

​Susanne :)
2 Comments

De Danske FIT Manualer er endelig kommet!!!!

6/14/2016

10 Comments

 
Picture
Det er med stor glæde at jeg nu endelig kan fortælle, at den danske oversættelse af ICCEs Manualer i Feedback Informed Treatment (FIT) ligger klar! Sammen med Henrik Vesterhauge har jeg knoklet og det er med glæde og stolthed at vi endelig kan præsentere resultatet af vores arbejde.

Manualerne giver et overblik og en grundig beskrivelse af forskning, teori og praksis i forhold til Feedback Informed Treatment - fra anvendelse i praksis, til brug af FIT i supervision og faglig udvikling samt beskrivelse af strukturen i succesfuld implementering af FIT. Vi håber at manualerne vil styrke anvendelsen af FIT i Danmark og hjælpe endnu flere organisationer med at implementere FIT i deres arbejde.

Du kan allerede nu købe manualerne online via dette link
 
Såfremt du ønsker at købe manualerne og betale via EAN fakturering, er du meget velkommen til at sende mig en mail, så sørger jeg for fakturering og fremsender den elektroniske version så snart betalingen er modtaget.
 
Prisen for det samlede sæt af manualerne er 350 kr.
 
Mange glade hilsner
 
Susanne Bargmann
10 Comments

Ligesom Lukas Graham...?!?!?

4/28/2016

0 Comments

 
For 2 måneder siden blev jeg kontaktet af K. Anders Ericsson, som er forskeren, der først beskrev betydningen af bevidst, målrettet træning. Jeg kender Ericsson igennem flere år, og har flere gange talt med ham om mit eget arbejde med at anvende principperne bag "deliberate practice" (bevidst, målrettet træning) til at blive bedre til at synge. Ericssons nye bog, PEAK, var på vej, og han ville gerne kunne vise eksempler fra praksis på betydningen af bevidst, målrettet træning ... og derfor ville han gerne have min hjælp.

Jeg deler gerne min historie med andre, for at inspirere fagprofessionelle, ledere, forretningsfolk, sportsforeninger, osv. til at begynde at tænke anderledes omkring at blive bedre. Dette er også temaet for min nye bog (skrevet sammen med Ulrik Elholm), Bliv Bedre.

Senest fik jeg lov at dele historien med 250 deltagere fra Københavns Socialforvaltning på Det Ny Teater, som var både overraskede og inspirerede, da jeg stillede mig op og gjorde dette:
Men .... som sagt kontaktede Ericsson mig, og hans spørgsmål var om jeg ville være med på et amerikansk radioshow, Freakonomics, som har en meget populær podcast. Jeg var ikke et sekund i tvivl - selvfølgelig ville jeg være med! Så nu er min historie - og min musik - foreviget på denne (meget inspirerende) podcast, som introducerer og illustrerer Ericssons ideer omkring "deliberate practice". Tænk at få lov at få sin musik spillet for så stort et publikum .... ligesom vores egen fantastiske Lukas Graham!!!!

Jeg håber podcasten vil inspirere jer lige så meget, som alle disse ideer har inspireret, og fortsat inspirerer mig!

Kh. Susanne
0 Comments

Bliv Bedre - med fokuseret træning

1/26/2016

0 Comments

 
Picture
De seneste år har interessen for formaliseret, løbende klient-feedback, Feedback
Informed Treatment (FIT), været stigende indenfor socialt arbejde og
behandlingsarbejde i Danmark.

På mange måder løser FIT mange af de udfordringer og krav, som mange arbejdspladser indenfor socialt arbejde står overfor: Det sikrer at borgeren inddrages systematisk i vurderingen og planlægningen af indsatsen, det sikrer en løbende effektmåling, og metoden er evidensbaseret.

De første studier af FIT pegede tilmed på at brugen af formaliseret klient feedback gjorde os bedre til at hjælpe de mennesker, vi arbejder med.

Det lyder næsten for godt til at være sandt! Og i takt med at forskningen omkring FIT bliver mere nuanceret, må man konstatere, at det er det måske også.

Flere studier peger i dag på, at behandlere ikke lærer af at få feedback fra deres klienter, og effekten af at anvende feedback skemaer ser ud til at være mere beskeden end først antaget.

FIT er med andre ord ikke den hurtige vej til bedre behandling – der skal noget andet til.

Effekten af Feedback afhænger af personen
I et nyligt studie fra Holland af De Jong, van Sluis, Nutger, Heiser og Spinhoven (2012) fandt man, at effekten af at anvende løbende klient feedback varierede efter, hvem behandleren var. Læs artiklen – klik her ->

Nogle behandlere fik en meget stor effekt ud af at bruge feedback redskaber og leverede meget bedre behandling, når de modtog feedback, mens andre behandlere ingen effekt havde af at anvende redskaberne.

Spørgsmålet er: Hvordan kan vi forstå den forskel? Hvorfor er der nogle behandlere, som er meget bedre end resten af os? Hvordan er de blevet så gode?

Inspiration fra forskningen i "Ekspert præstationer"

Som læserne af denne blog ved, har dette spørgsmål været et fagligt fokus på mig, sammen med mine kolleger på ICCE. Jeg har i snart 5 år arbejdet hårdt med min coach, Ulrik Elholm, i forsøget på at forstå ideerne på min egen krop. Dette har ført til at jeg sidste år udgav min første single under mit musikalske alias "Sus B" (du kan læse mere om musikprojektet her)

Nu har Ulrik og jeg skrevet en bog - "Bliv Bedre - med fokuseret træning" - for at inspirere andre til at gribe muligheden og begynde at arbejde for at nå de ting de altid har drømt om. Bogen giver læseren et indblik i den systematik, det kræver at træne og dygtiggøre sig, og udgør samtidig en personlig fortælling om det arbejde vi har gjort sammen. Vi kommer med teori, modeller, cases og øvelser, som hjælper læseren med at begynde at arbejde med ideerne i sin egen praksis i gennem bogens kapitler.

Bogen kan købes i boghandlere fra d. 25/1 - 2016 eller ved at sende en mail til susanne@susannebargmann.dk
0 Comments

Familiebehandlingen på Køge Familiecenter rammer plet...

6/27/2011

0 Comments

 

For lidt over 1,5 år siden blev jeg kontaktet af Børne-& Ungechef Vicki Brogaard, Køge Kommune, fordi hun havde læst artiklen "Nye veje for evidensbegrebet", og ønskede at samarbejde om at kunne kvalificere og dokumentere det gode arbejde der laves i Køge Kommunes familiebehandlingstilbud, på den måde som det blev beskrevet i artiklen. Interesserede kan downloade og læse artiklen her:
nye_veje_for_evidensbegrebet.pdf
File Size: 237 kb
File Type: pdf
Download File

Vi besluttede at foretage implementeringen i trin, således at vi begyndte med pilotprojektet på Køge Familiecenter. Efter 1,5 års målrettet arbejde er Feedback Informed Treatment (FIT) nu fuldt implementeret i al behandling på Køge Familiecenter, og de kan allerede nu melde om en positiv effekt ved at anvende ORS og SRS målrettet i alle forløb. I den seneste pressemeddelelse kan man blandt andet læse:

" Køge Familiecenter kan dokumentere at familierne hurtigere får den mest virksomme hjælp på Køge Familiecenter. Dermed anvendes ressourcerne mere effektivt. Dette ses blandt andet ved, at flere familier har kunnet tilbydes familiebehandling i 2010 end tidligere".

For at læse hele pressemeddelelsen, tryk her
0 Comments

Feedback i Danmark

11/10/2009

0 Comments

 
Jeg lovede for et par uger siden, at jeg ville komme ind på Danmark og arbejdet med feedback/ tracking/ CDOI. Lad mig sige med det samme - der sker rigtig mange spændende ting i Danmark omkring at indføre feedback i behandling!

Flere ting viser den interesse. Noget af det første, som gjorde det tydeligt for mig at tiderne er ved at ændre sig i Danmark var i forbindelse med at jeg slog det første kursus op med Scott Miller (maj 2010). I løbet af de første 12 timer var der 10 tilmeldte, efter 1 uge var der 20 tilmeldte, og efter 2 uger måtte vi melde kurset udsolgt!  Og vel at mærke nåede jeg kun at annoncere kurset i mit eget netværk. Den interesse har jeg ikke før oplevet omkring tankerne om at få formaliseret feedback fra klienter, og det fortæller mig, at der er sket et skifte i måden vi tænker om terapi i Danmark, fordi der er tiltagende fokus på effektmåling og evidens.

Samtidig begynder der at være interesse i at implementere ideerne fra forskellige grupper i psykiatrien, fra kommunerne og ikke mindst fra Falck, hvor min gode kollega Mathias Pedersen lige nu arbejder med et implementeringsprojekt. Den stigende interesse har også betydet, at det pludselig bliver muligt at undervise i CDOI og de bagvedliggende forskningsmæssige pointer i sammenhænge, som ellers traditionelt er præget af en helt anden tænkning. Således er jeg nu fast underviser på KOK-spiseforstyrrelser - en uddannelse skabt af anerkendte psykiatere og sundhedspersonale i Danmark i samarbejde med PS-Landsforening. Jeg ser det som et rigtig spændende skridt, at der nu er undervisning som fokuserer langt mere på alliancen imellem terapeut og klient, på det kontekstuelle videnskabsparadigme, på praksisbaseret evidens på en uddannelse, hvor det medicinske videnskabsparadigme og evidensbaseret praksis er centrale begreber. Den første undervisning på uddannelsen fandt sted i september, og at dømme ud fra engagementet og interesse fra salen, var det ideer som gav rigtig meget mening for tilhørerne.

For mig falder udviklingen i Danmark rigtig godt i hak med de ambitioner jeg har for min karriere de næste år. Jeg har lyst til at være med til at introducere og implementere CDOI i organisationer, jeg har lyst til at få lov at påvirke systemer til at tænke anderledes omkring terapi og de mennesker de arbejder med, og jeg synes CDOI/ feedback/ tracking giver netop de muligheder på en brugbar, enkel og ikke mindst virksom måde. Jeg bruger derfor rigtig meget tid på at udvikle og forbedre min undervisningsmetode, og i den forbindelse skal jeg de næste tre dage følge Scott Miller, som endnu engang er i Danmark. Jeg glæder mig rigtig meget, og er sikker på at jeg vender tilbage med inspiration og ideer som jeg skal finde ud af at indarbejde i mit undervisningsmateriale.
0 Comments

    Author

    Psykolog Susanne Bargmann, ICCE associate, certified trainer, specialist i psykoterapi.

    Archives

    November 2018
    March 2018
    January 2018
    June 2017
    June 2016
    April 2016
    January 2016
    October 2015
    February 2013
    December 2012
    October 2012
    June 2012
    January 2012
    August 2011
    June 2011
    September 2010
    March 2010
    December 2009
    November 2009
    October 2009

    Categories

    All
    Alliance
    Cdoi
    Danmark
    Deliberate Practice
    Effektmåling
    Error Centric Learning
    Error-centric Learning
    Evidens
    Evidensbaseret Praksis
    Excellence
    Familiebehandling
    Feedback
    Feedback Informed Treatment
    Fit
    FIT-Outcomes
    Fokus På Familien
    Forskning Og Formidling
    Icce
    Implementering
    Køge
    Mindset
    Ors
    Ors Og Srs
    Pbe
    Psykolognyt
    Ptsd
    Scott Miller
    Sexologi
    Sex Therapy
    Singing
    Srs
    Tracking

    RSS Feed