Som beskrevet her i bloggen, har jeg taget udgangspunkt i at træne min sangstemme, for at kunne anvende og studere principperne i praksis, og jeg har lært utrolig meget af den rejse jeg har været på det sidste år. Først og fremmest har jeg helt tydeligt erfaret hvor betydningsfuldt det er at have en dygtig mentor / coach som kan guide den træning og udvikling man begiver sig ud på. Jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med en af de dygtigste vokal coaches i Danmark, Ulrik Elholm, og jeg er overbevist om at han har været helt central og betydningsfuld, for at jeg kunne holde gejsten, motivationen og disciplinen til at blive ved og ved og ved med at øve, også når jeg blev demotiveret og følte mig opgivende, fordi jeg bare ikke blev bedre. Han har hele tiden haft blik for, hvor jeg var nået til i min udvikling og har kunnet stille mig tilpas vanskelige udfordringer på en måde, hvor det er blevet muligt for mig hele tiden at rykke ud af min "comfort zone".
Netop nu lægger jeg sidste hånd på en artikel og en keynote omkring "Familieterapiens fremtid". Keynoten skal jeg holde til december, når Fokus på Familien holder Jubilæumsworkshop i anledning af tidsskriftets 40 års jubilæum, og forhåbentlig bliver artiklen efterfølgende publiceret i Fokus på Familien. En central del af artiklen bliver et forsøg på at forbinde viden omkring udvikling af "Expert performance" fra andre fag, med familieterapien og psykoterapien, for at pege på muligheder for, hvordan vi kan stimulere faglig udvikling i en tid, hvor vores fag og fagområde er under stort pres.
Min rejse indenfor sang er langt fra slut ... jeg ved faktisk ikke om udvikling af færdigheder nogensinde slutter .... men hvis du lytter til lydfilen nedenfor kan du få et billede af, hvor rejsen har ført mig hen indtil videre.