Jeg har haft 2 meget begivenhedsrige uger!

Siden artiklen om evidens blev trykt i PsykologNyt, er der virkelig begyndt at ske noget omkring interessen for CDOI i Danmark. Responsen på artiklen har været overvældende - og utrolig positiv. Psykologer fra hele Danmark har henvendt sig for at få mere information om ORS og SRS, nogle psykologer i allerede gået igang med at implementere skemaerne i deres kliniske praksis, og rigtig mange har givet udtryk for, hvor brugbart og meningsfyldt CDOI-perspektivet er for dem.

Udover interessen fra enkelte psykologer, begynder der også at være flere og flere arbejdspladser/ institutioner/ organisationer, som henvender sig for at få hjælp til større implementeringsprojekter i forhold til en systematisk effektmåling vha. ORS og SRS. Jeg føler mig utrolig priviligeret over at være midt i denne rivende udvikling, samtidig med at jeg kan have svært ved helt at begribe, at det faktisk sker! At der nu i Danmark virkelig er en åbenhed for at vende fokus imod den praksis baserede evidens, hvor vi beder om klienternes feedback løbende og formaliseret, og bruger denne feedback til kontinuerligt at justere det arbejde vi laver med vores klienter.

Udviklingen i Danmark har i løbet af sidste uge også fået international opmærksomhed, idet Scott Miller i sit sidste blog-indlæg omtaler Danmark og den udvikling der har taget fart det sidste år. Bloggen kan læses på http://124.254.10.21/scott/?q=node/46.

For mit vedkommende har hele denne udvikling naturligvis en enorm betydning. Udviklingen betyder, at jeg nu for alvor træder ind i det nye felt omkring undervisning, supervision og implementeringsprojekter i forhold til CDOI, som jeg har arbejdet hen imod i hele 2009. Det er en utrolig spændende udvikling, som jeg brænder rigtig meget for, og som bliver understøttet af de mange spændende initiativer, der er på vej internationalt. I løbet af denne uge vil Scott Miller lancere sit nye website, ICCE, hvor psykologer kan udveksle erfaringer og viden omkring brugen af feedback skemaer i terapi. Sitet bliver lanceret i forbindelse med den store konference "Evolution of Psychotherapy", som løber af stablen fra d. 9/12-2009. Du kan finde ICCE på www.centerforclinicalexcellence.com.

Hele den udvikling betyder, at terapi og klientarbejde kommer til at få en mindre plads i mit virke end tidligere. Arbejdet med klienter har altid været betydningsfuldt for mig, og er en vigtig del af min identitet som psykolog, jeg vil derfor fortsat arbejde med klienter som en del af min praksis, men det vil være i et mindre omfang end hidtil. 

Jeg ser frem til et spændende, begivenhedsrigt og betydningsfuldt 2010, og jeg vil naturligvis skrive meget mere om udviklingen her på bloggen.

I starten af sommeren begyndte der i PsykologNyt en interessant debat omkring evidens og psykoterapi. Debatten blev startet af psykolog Peter Søndergård, som beskrev det pres vi som psykologer er under, pga. det stigende focus på evidensbaserede metoder. Dette fokus betyder, at vi i stigende grad forventes at praktisere med de metoder, som kan dokumentere at de er evidensbaserede. Af mange grunde betyder det, at vi som psykologer bliver stærkt begrænsede i vores mulige valg af metoder, da det er et fåtal af terapeutiske metoder som kan levere forskning der lever op til de videnskabelige krav for publicering af effektundersøgelser. Peter Søndergård beskrev den vanskelighed det skaber, når man som psykolog forventes at arbejde med metoder, man ikke selv tror på – som man ikke selv synes passer med ens forståelse af terapi og mennesker. Han fremhævede, at vi som psykologer gør det bedste arbejde med metoder, som vi selv tror på og kan stå inde for. Han beskrev, hvordan hans personlige oplevelse er, at den mest effektive del af terapi er vores evne til at skabe en terapeutisk alliance med vores klienter, og ikke hvilken specifik metode vi anvender. 

Peter Søndergårds artikel var en meget personlig artikel, som ikke refererede til forskning eller litteratur på området, og af den grund følte jeg og mine to gode kolleger, Bruno Vinther og Mogens Holme, at det kunne være vigtigt at vi kom med et indspark i debatten, hvor vi redegjorde for den ret massive forskning, som faktisk underbygger Peter Søndergårds pointer, ved at referere til bl.a. Scott Miller, Michael Lambert, Bruce Wampold og Barry Duncans arbejde. Vi ville meget gerne skabe mere opmærksomhed på den forskning som viser, at alle psykoterapeutiske metoder virker lige effektivt (the dodo-bird verdict), bl.a. ved at fremhæve de meta-analyser der er lavet indenfor de sidste år omkring behandling af unge, alkohol- og stofmisbrug og PTSD, som alle viser at alle metoder virker lige effektivt. Vi oplever, at denne forskning ofte bliver overset i debatten om, hvilke metoder der er evidens for at bruge til hvilke problemstillinger. Samtidig følte vi at der her var en mulighed for at komme med et input til evidens-debatten, som måske kunne inspirere psykologer til at tale mere om HVORDAN vi måler evidens, frem for at diskutere hvilken metode, der er mest effektiv. Vores mål var at forsøge at tilføje debatten et meta-perspektiv, som ikke handlede om at forsvare en specifik teoretisk model, men som handler om at tale om hvad vi som terapeuter kan gøre, for at øge vores terapeutiske effekt på tværs af teorier. 

Jeg begyndte at skrive på en artikel inden sommerferien, og Bruno fungerede som sparringspartner. Mogens Holme tilbød også at læse igennem og kommentere. Det har været en lang proces - og jeg har flere gange været ved at give op, fordi det var svært at få skrevet noget, som jeg synes var godt nok. Men både Mogens og Bruno var helt uundværlige i den proces, ved at læse artiklen igennem, give feedback til hvor den kunne udvikles videre, ideer til temaer der skulle belyses, rettelser, forslag, osv. Fordi vi har været så længe om at få artiklen færdig, har vi haft fordelen af at kunne kommentere på den løbende debat der har været om evidens i PsykologNyt hen over sommeren. På den måde har vi kunne opsamle en masse af de synspunkter og pointer der er kommet, og har kunne kommentere det samlet i vores svar på evidensdebatten.

Artiklen er netop blevet trykt i det nyeste nummer af PsykologNyt (nr. 21) og hedder ”Nye veje for evidensbegrebet”. Allerede nu er responsen fra psykologer i Danmark overvældende. Jeg har modtaget adskillige emails fra psykologer som giver udtryk for at dette anderledes perspektiv på evidens giver mening, nogle har allerede nu downloadet ORS og SRS og er begyndt at anvende det i praksis, og på flere arbejdspladser ønsker man nu at høre mere om tilgangen. Redaktøren på PsykologNyt var også meget begejstret for artiklen, og sagde ”der har været mange følelser i denne debat men ikke meget bund i forskning. Jeres artikel er meget grundig og velfunderet i forskningen – vi har brug for den slags artikler for at kvalificere denne vigtige debat om evidens”. 

Jeg har lagt artiklen på min hjemmeside i elektronisk kopi, så interesserede kan downloade og læse den under ”Artikler og handouts”.

Jeg lovede for et par uger siden, at jeg ville komme ind på Danmark og arbejdet med feedback/ tracking/ CDOI. Lad mig sige med det samme - der sker rigtig mange spændende ting i Danmark omkring at indføre feedback i behandling!

Flere ting viser den interesse. Noget af det første, som gjorde det tydeligt for mig at tiderne er ved at ændre sig i Danmark var i forbindelse med at jeg slog det første kursus op med Scott Miller (maj 2010). I løbet af de første 12 timer var der 10 tilmeldte, efter 1 uge var der 20 tilmeldte, og efter 2 uger måtte vi melde kurset udsolgt!  Og vel at mærke nåede jeg kun at annoncere kurset i mit eget netværk. Den interesse har jeg ikke før oplevet omkring tankerne om at få formaliseret feedback fra klienter, og det fortæller mig, at der er sket et skifte i måden vi tænker om terapi i Danmark, fordi der er tiltagende fokus på effektmåling og evidens.

Samtidig begynder der at være interesse i at implementere ideerne fra forskellige grupper i psykiatrien, fra kommunerne og ikke mindst fra Falck, hvor min gode kollega Mathias Pedersen lige nu arbejder med et implementeringsprojekt. Den stigende interesse har også betydet, at det pludselig bliver muligt at undervise i CDOI og de bagvedliggende forskningsmæssige pointer i sammenhænge, som ellers traditionelt er præget af en helt anden tænkning. Således er jeg nu fast underviser på KOK-spiseforstyrrelser - en uddannelse skabt af anerkendte psykiatere og sundhedspersonale i Danmark i samarbejde med PS-Landsforening. Jeg ser det som et rigtig spændende skridt, at der nu er undervisning som fokuserer langt mere på alliancen imellem terapeut og klient, på det kontekstuelle videnskabsparadigme, på praksisbaseret evidens på en uddannelse, hvor det medicinske videnskabsparadigme og evidensbaseret praksis er centrale begreber. Den første undervisning på uddannelsen fandt sted i september, og at dømme ud fra engagementet og interesse fra salen, var det ideer som gav rigtig meget mening for tilhørerne.

For mig falder udviklingen i Danmark rigtig godt i hak med de ambitioner jeg har for min karriere de næste år. Jeg har lyst til at være med til at introducere og implementere CDOI i organisationer, jeg har lyst til at få lov at påvirke systemer til at tænke anderledes omkring terapi og de mennesker de arbejder med, og jeg synes CDOI/ feedback/ tracking giver netop de muligheder på en brugbar, enkel og ikke mindst virksom måde. Jeg bruger derfor rigtig meget tid på at udvikle og forbedre min undervisningsmetode, og i den forbindelse skal jeg de næste tre dage følge Scott Miller, som endnu engang er i Danmark. Jeg glæder mig rigtig meget, og er sikker på at jeg vender tilbage med inspiration og ideer som jeg skal finde ud af at indarbejde i mit undervisningsmateriale.

Det seneste år er jeg blevet mere og mere optaget af betydningen af at give terapeuter direkte feedback fra deres klienter omkring det arbejde, de laver med klienterne. Foregangsmændende for denne måde at arbejde på er folk som Michael Lambert og Scott Miller og hans kolleger. Jeg har arbejdet med feedback i mit eget arbejde de sidste 8 år, og det har på mange måder haft en altafgørende betydning for min måde at tænke om terapi på.

For et år siden deltog jeg i en workshop med Scott Miller i København, fordi jeg gerne ville genopfriske min viden på området. Scott og jeg kom til at tale sammen ved workshoppen, og aftalte der at starte et samarbejde omkring supervision, fordi jeg havde brug for hjælp til at udvikle mine kompetencer i arbejdet med feedback. Dem som har mødt Scott ved, at han er en meget inspirerende og engagerende underviser og derfor har vores samarbejde i den grad givet mig energi og lyst til at forsøge at ændre nogle af de måder, man i Danmark tænker om terapi på.

Det sidste år har jeg derfor arbejdet målrettet imod et skifte - et skifte i mit faglige fokus. Terapi har altid været og vil altid være en betydningsfuld og vigtig del af mit faglige virke, men det sidste år har jeg arbejdet hårdt for at opkvalificere mig som underviser, supervisor og konsulent i forhold til arbejdet med CDOI/tracking/feedback. Jeg har fortsat mine konsultationer med Scott Miller, jeg hari august tilbragt en forrygende uge i Chicago til "Training of Trainers" konferencen og ikke mindst har jeg sat gang i en række nye tiltag, som bl.a. kan ses i mit nyhedsarkiv.

Første tiltag er CDOI-træningsgrupperne, hvor terapeuter har mulighed for at komme og lære og træne brugen af ORS og SRS i deres arbejde. Andet tiltag er kurserne med Scott Miller, som kommer ved 2 lejligheder næste år og taler om "Supershrinks". Samtidig er jeg begyndt at undervise forskellige steder i brugen af CDOI. Alle kurser og undervisningsaktiviteter kan følges i undervisningskalenderen. Jeg lover at der er mange flere spændende tiltag på vej i 2010, men jeg kan desværre først løfte sløret for disse når alle formalia er faldet på plads. Jeg kan forhåbentlig sige meget mere allerede i næste uge her på bloggen.

Der er mange flere spændende tiltag på vej, som jeg vil skrive om den næste tid på bloggen, blandt andet ICCE, som er et nyt projekt med Scott Miller som medstifter. 

Afslutningsvis vil jeg sige, at der i den grad er medvind og spændende tider for folk der er optaget af feedback. I Sverige har man flere steder i psykiatrien (Kalmar, Trelleborg) besluttet at indføre tracking vha. ORS og SRS i behandlingen, og den svenske professor Jan Blomqvist har modtaget 2,9 millioner svenske kroner til at forske i feedback vha. ORS og SRS. For at blive opdateret på de nyeste udviklinger kan jeg anbefale at følge med i Scott Millers blog. Jeg vil naturligvis også gøre mit bedste for at skrive om udviklingen her - ikke mindst omkring den spirende interesse for tracking og feedback i Danmark.

På gensyn - husk at lægge en kommentar, og stil gerne spørgsmål både her eller ved at sende mig en mail.